Myterne om Chihuahuaen er mange. Man er dog enige om, at Chihuahuaen har sit
navn efter den bjergrige stat med hovedstaden Chihuahua i det nordvestlige Mexico. -
Tales der om den nutidige Chihuahua tænkes mest på Toltekerne og især
Aztekersamfundet, der eksisterede fra 1325 til 1521. En Franciskaner munk, Bernhardino
Sahagún (1499-1590), har skrevet en del kendt materiale om Aztekersamfundet og blandt
meget andet skrevet om hunde, der var meget elsket i familierne. Det er den almindeligste
antagelse, som "man" nu er faldet til ro med.
Chihuahuaen var udset til at følge landets hersker til dødsriget for at hjælpe ham
over den sidste flod. De gule var de foretrukne, til stor sorg for de sorte hunde, der prøvede
at gøre sig lysere i floden, og de hvide hunde, der prøvede at gøre sig gule i det snavsede
flodvand for at findes værdige til at ledsage herren. Det siges, at de blev levende begravet,
og når deres øjne var holdt op med at lyse, så kunne man forstå, at herskeren var nået frem.
Det er ikke rart at sætte sig ind i, men man kommer samtidig til at tænke på, at det nok
var hundene med de genskinnende øjne, "rubinøjne", der blev valgt til den opgave. Disse
øjne er et sær-kende for racen, men er ensbetydende med, at hunden ikke er så stærkt
pigmenteret, som det ofte ønskes nu om dage.
I Mexico nævnes de små hellige gule hunde med navne som Tlalchichi, Techichi
eller Alco, mens spanierne ved deres ankomst kaldte dem ved deres ord for hund: Perro.
I 1850-erne skal 3 amerikanske herrer have fundet nogle små eksemplarer
ude på landet, og effektivt startet den store interesse for så lille en hund. I begyndelsen
var hundene ikke særlig hårdføre, og flere omkom under karantænestationsophold i de
nye lande. Senere fik man mere forståelse for de små hundes behov, og man er i dag ved
seriøst arbejde nået frem til en langt mere robust Chihuahua end de tidligste eksemplarer.
Længe havde man udelukkende den originale: den korthårede, som nogle steder kaldes
den glathårede. Derefter udviklede man den langhårede Chihuahu, som så mange finder
smuk og holder af i dag.
Kejserparret i Mexico Maximillian og Carlotta (oprindelig østriger og belgier) havde
Chihuahuas i det store palads allerede i 1870'erne, men racen blev først virkelig kendt,
da en sangerinde fik "Benito" som gave af den mexikanske præsident i en stor buket ved
nytårstid 1890. Madame Adelina Patti have den siden med sig på alle sine rejser, De gamle
Esther Willams film, hvori Xavier Xugat dirigerede med en Chihuahua i den ene hånd,
gjorde racen kendt over hele verden. Kejser Haile Selassie i Etiopien kan man se i gamle
filmreportager med sine små hunde løbende frie foran sig sig på den røde løber.
Chihuahuaen var i 50'erne mest almindelig blandt showfolk i Mexico, som et kæledyr,
der hørte til kunstnerens image. Det er sådan set det samme, der er sket i vore dage, hvor
så mange i virkeligheden uinteressante "pop-piger", har gjort sig eftertragtede som
fotoobjekter med en ofte påklædt Chihuahua på armen.
Desværre har det medført en voldsom efterspørgsel efter Chihuahuaen, og det har
mange steder medført en utiltalende produktion af de små hunde i mange lande.
Eftersom Chihuahuaen kan blive mange år gammel, kan det nemt medføre en slags krise
i det seriøse avlsarbejde i årene fremover. Der skal virkelig arbejdes vedholdende, for at
den korrekte, racerene Chihuahua skal bevare alle sine strålende kvaliteter!
Chihuahuaen er en vidunderlig hund, og vi er som ejere og opdrættere rigtig stolte.
når den viser sin så tydelige hundeadfærd. Det kræver noget af OS!
- - Og det er selvfølgelig aldeles uden hunde-påklædning! UG.
